Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XX. Hymne til Friheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
XX
HYMNE TIL FRIHEDEN
Araberen synger om Dybet, der straaler af Perler,
og Maharas Guldstøv;
mægter ei tænke sig Nordens Himmel,
fuld af Nordlys, som snoede af Perler,
med Flammen, som Bølger af slige
Ørknens Skatte.
Saa Skjalden, om Alherren ophang hans Harpe paa Bøgen
i Herthadal, kvæder
kun om en Krone, hvis Gjenskin fordum
lued1 svagt ifra Norriges Fjelde:
Diademet paa Norriges Bonde
knapt han drømmer.
Ha han skeier, selv om en Lyra
glimter bag Granerne!
„Springer end Sølvet i Norge som Blod?
Eller var det en Fos? O behold dit Vand!"
Ak, er Sølv et Fædrelands Blod, da
Nor er et Liig, siden
Dan-øernes Igleflok om Throndlagen hang,
hule Følehorn ståk ned i Kongsbergs Barm!"
Se, nu ligge Øerae spredte, som døde Igler,
paa deres dovne Bølger!
Himlens Aande, Friheden, nedhviftet er, mit
Fædrelands Såar at læge.
Se med Skin den fylder de fattige Hytter!
0, som om Norge havde
efter Himlens Stjernekurv grebet, at mætte
sig for de tømte Grubers Bægre."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
