Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XXIV. I Tordenen - XXV. Stella og Skjalden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring. 213
inden samme Faders Arme.
Hver, med eget Tonefald,
banked’ paa den samme Hal,
og, i Røg af Taarer varme,
sank de til hverandres Barme.
Sørgeligt, i Enrum tør
Hjertet hæve kun sit Slør.
Rører eller hører Nogen
Den, som beder taus i Krogen,
trækker Bønnen sine Vinger,
som den over Stjernen svinger,
rundtom alle Hjerter snoer,
rundtom Himmel, Helved, Jord,
sammen (som en øm Polyp
sine lange Følehorn)
ruller sig til Hjertets Dyb
. . og en Dyd er nær forloren.
Thi han, med skinhellig Mine,
maa nu lydt i Templet trine,
tør nu bede kun for Sine;
Alle Andre maa han kyse
med en Haand og Mund, som skjælver,
ned til Hevn i evigt Helved’;
sine Egne maa han lyse
op til Himmels med en Taare.
XXV.
STELLA OG SKJALDEN
Skjald, mellem gloende Tænder
drømmer i Feber din Tunge
kun om Kys.
Skjøndt under Skuldrenes hvide
Vingely slumrer end knopløs
Stellas Barm:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
