Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Habakuk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte.372
Som Rovdyr de stormede an,
at sluge med glubende Glæde mig Svage.
Da lod Du dit Spand gjennem Havene drage,
ja gjennem det svulmende Storocean.
Jeg hørte det. Gjennem mit Blod
da zittrede Angsten. At tale jeg prøved.
Men Læberne bævrede. Margen berøvet
da vaklede under mig Knokkel og Fod.
Dog stille og ventende skal
mod Trængslernes Dage jeg roligen speide,
da Fienden kommer i hærjende Feide
at gjøre mit Fædreneland til en Val.
Da blomstrer ei Fignernes Træ;
Olivnernes Grene, som stedse har baaret,
da skuffe skal Haabet, der fødes med Aaret;
ei Drue skal rødme i Rankernes Læ.
Da Agrene bære ei skal
Dig noget til Føde; da bortifra Stien
skal Faarene drives i Flokke, og Qvien
ved Krybben du finder ei meer i sin Stald.
Dog vil jeg mig fryde endda
ved Jovah, min Styrke, min frelsende Herre.
Ja Du skal, mens Jammer omringer mig, være
min Glæde, min Jubel, o Gud-Jehovah!
Thi se, at ei Faren mig naaer,
Han giver mig Hindernes Fødder saa snygge,
og hjælper mig op paa min Høide den trygge !
O der til hans Ære jeg Harpen da slaaer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
