Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. ANDEN RING - XII. Paa Havet i Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte.430
i
Hvis nogen Blomst paa en Norriges Hei
vil tåge dig, vel! den fange dig, rødmende Dunst;
og blusse og blegne som jeg!
Farvel, Harme! Som var du en Blomst,
flammer du mellem Ungdommens Roser — jeg kaster dig i
mit Fædrelands fraadende Fosse.
Farvel, Letsind! Dig Humlen skal faae:
den, som surrer paa Engen derhjemme fra Blom og til Blom,
med alle og ingen fornøjet.
Farvel Ungdom! Nu plukket du er,
Lad gaa! Med Elskoven mindre sund, med Latter og Harm
du mindre viis var end Aldren.
Se, Stella, neppe du kjender mig meer!
Ak, kan du det nøgne Hjerte elske? og fløi
du kun for dets flaggrende Fjær?
Hvi plukked din bløde Haand dem ei af;
men skreg som om Falken slog ned, da min Vinge din Fod
som Himmelfart-skyer omgav?
Nu rundt de flyde blandt Havskum og Rav.
Ei heldig som Svanen, der plyndrer til Redet sin Barm,
jeg plukked dem selv til min Grav.
Kun Sorgen ejer mit Hjerte igjen.
Som cirklende Havørn der omsuser eensomme Skjær,
omsuses mit Hjerte af den.
Jeg giver gjerne til Stormen min Pen;
Delfinen kan skumme bort med min Harpe, og end
mit Hjerte har Sang nok igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
