Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. ANDEN RING - XII. Paa Havet i Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434 Digte.
Ei Blod er Dompapens purpurne Bryst,
men Smilets Rest paa et Blad, der i Skabelsens Nat
af himmelske Ømhed blev kyst.
Farvel, Dompap! din Ømhed til mig
smiilt har gjennem dit venlige Bruunøje; lært mig fra da
at elske som Søstre selv Græsset.
Farvel, Smaafugle, hvis Qvist var min Pen,
hvis Rede mit Bryst! I standsede ofte og lyttede til
en huggende Banken derinde.
Med ømme Øine, meer ærlige end
et Menneskes, strygende Taaren med Vingerne bort,
I spurgte: hvad feiler vor Ven?
I Eders Qvidren var meer Sympathi
end i Menneskers, der ødsle snartnok med Taaren; men kun
forat dryppe Triumfsmiil deri;
og, imængt lidt sval Filosofi,
at hælde denne Mixtur i den Lidendes Bryst,
hvadenten han vil eller ei.
En Sisk-hals, strygende sig imod min,
var bedre Støtte end Vennen, der Skulderen dra’r
indunder betænksomme Kind.
Det Blad, en Due mig rækker i Næb
ei skjærer i Saaret som iiskolde Viisdoms-demant,
Salomoners Skarpsindighed sleb.
Se derfor jeg jubler til Venners Farvel!
— Hvor snuer han Hatten! Haha! Hvor han skutter sin Ryg,
som slåp han derbagud sin Sjel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
