Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hjelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 91
Det er Tributen af Dumhed piint,
Misundelsens Hyldest med Vee udhviint.
Dets Glands om Navnet er Vinterrimen,
som døer i Dampe med Morgentimen.
Geni! Geni!" Og Intet meer?
Hvor Verden fattig paa Roes dog er!
Det er at skildre et Jordbær rødt
og rundt, men ei hvor det dufter sødi
Det er som vil for sin Brud en Nar
den Rose skildre, han hende skar;
hvor hed den blusser!" Men glemt gaacr Duften
og Duggen übemærkt hen i Luften.
Det er som vil en bortreist Gjæk
Amerika skildre med slige Træk:
Tro mig, det Land er en Verdensdeel,
uhyre stort ifra Kap Farvel!"
Savannens blomstrende Ocean
og Kapitolet — det saae ei Han,
ei Missisippi, hvis dunkle Strømme
om nye Frihedens Undre drømme.
Geni? Gid Verden altid bar
paa Læben Sandhed saa soleklar!
Men En jeg kjender, som mere veed,
et Barn af Himlens Retfærdighed,
den stumme Engel med Finger paa Mund,
som for den Miskjendte teer sig kun,
som søger Graven før den blev redet,
og længe forud alt kjender Stedet.
0 Denne, som ei Sprog forstaar,
men godt hvoraf et Hjerte slaar,
som skjønner Tanke saa godt som Daad,
og samler Ømhedens skjulte Graad —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
