Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hjelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte92
Den veed, saa klog som Du er, at Du
et større Hjerte dog har endnu.
Men dersom Mennesker Sligt forstode,
at Du var mindre de Tosser troe’de.
Dit Håar Du tidligt graat har tænkt
Det er som Aske paa Ilden sprængt
Ak det skal hvidne som Skum påa Sjø,
og Ilden blegne og Gløden dø;
men ingen Fønix af Lykke derfra
skal stige over dit Liv endda.
Men dø! Sørgmodigt skal Folket møde
som var din Gravhøj dets Arne øde.
Som Mulden tungt, der falder paa
din Kiste, da skal dets Hjerter slåa.
Da lytte de, og som bange Børn
din Røst de høre i susende Tjørn.
Da mindes de, at dit Øjes Brand
var Glands af dæmpede Taarers Vand.
For Hjertet glemme de da Geniet,
og dække din Grav med det Flag Du befried
Hvor arm min Magt! En usel Pen
jeg strækker udåd og ta’r igjen,
mens, strakt som Pen ud, tilbage som
en Fakkel det burde at den kom:
en Fakkel, hvormed jeg tændte an
et Offer for Norges største Mand.
Nu disse Linjer jeg som en Skare
af glimrende Onne foragter bare.
Thi viid, min Vilje var, at see
hver rythmisk strømmende Digtidee
som Rad af Helte til dig udsendt
med Banner sænket og Glavind vendt;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
