Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Ole Lunds Grav - Ved Provst Finckenhagens Grav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 97
VED
Digte II
Men meer sandt og klart og freidigt
Verden blev ei seet
end af Ham, hvis Blik alt længe
fik sin Stjerneglands af Gravens Nat.
O, med Mænd som Han skal Norge
evig vorde frelst:
mere Ild end Blod i Aaren,
mere Aand og Kraft end Been og Kjød,
Undertvungne Smerter førte
hid han i Triumf.
Her nedsank hans svorne Fiende,
hylded’ ham frivillig førstegang.
Forud Geist alt meer end Mennesk,
0 hvad nu da meer?
Smerteløs — Ja det kun mangled’
i den Himmel, som var i hans Sjel.
Henslumret er vor gamle Fader,
og Ingen fik Farvel ham sagt;
for seent vor Graad hans Haand nu bader,
ikors paa stille Hjerte lagt.
Den Haand, o er den ikke kjær,
som signet har saa tidt enhver?
Den strakte han til Sorg og Nøden;
for Os til Himmelen i Bøn,
og Herren gav ham derfor Døden
saa stille som et Kys til Løn.
Kun derom for sig selv han bad,
og med et Smiil han død der sad!
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
