Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Ole Lunds Grav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte96
Skrivten kjendte jeg skjøndt blegnet,
Masker liig i vissent Blad.
Resten var dog meer bekjendt.
Som i Taarers Omrids tegnet
kjendte jeg igjen et Qvad,
men som aldrig blev fuldendt.
Som et Ord, der døer paa Mund,
var de Ord de første Linjer
til et Digt til Ole Lund.
Endnu mens jeg skrev han døde.
Vinden fik mit Digt at øde.
Resten vidste jeg han kunde
læse i mit Hjertes Grunde.
0 Han var en Mand, som Bølgen
herligst i sin Død.
Reen som Taaren og som denne
modnende i Smerter var hans Sjel.
Længe bar ei mere sikkert
Legemet hans Sjel,
end den fulde modne Taare
bæres af de svage Øjenhaar.
Dog som udslaae’t Sejersfane
var hans Aand, endskjøndt
Legemet ei bedre Stang og
Støtte var end Græsset paa hans Grav.
Se, mens dette bævrer funkler
Duggen paa dets Spids.
Alt det kjække lille Øje
speiler af som var det store Sjø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
