Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristiania, Epilog til Campbellerne eller den hjemkomne Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154 Digte,
Kun faa Aar borte herhjemmefra,
og fremmed bleven alt siden da?
0 jeg er ikke, men det er Hjemmet,
som blevet er saa fornemt og fremmed.
Mig Newyork selv, der i Hudson bader
hvert Aar Afspeiling af nye Gader,
ei saa forbaused den første Gang
jeg kjæk fra Skibet paa Qvaien sprang,
— kjæk som Columbus — nu veed jeg bedre,
at bedst er hjemme hos vore Fædre,
saalænge ikkun et Land er frit
Held mig, at Norrige dog er mit!
Stod ei Agershuus som før histhenne,
jeg kunde neppe igjen mig kjende.
Men saa stod Borgen med blygraa Top
da fjerde Kristjan drog Byen op.
Og uforandret den staaer der siden
som et forstenet Gespenst af Tiden.
Oldtidens blege Ærværdighed
er rullet over dens Tinde ned.
En Middelalder staaer som forblødt
i Fuglesangstaarnet saa rustenrødt
I Vindens Hviften i Græsset Runden
om Volden legende gjør Sekunden.
Men her fra denne Plet . . Hvordan!
Jeg er der, dog ei see den kan.
Ak, kjære Plet, min Legeplads,
selv du er ikke som tilforn!
Hvor er din Sommers Brudestads:
den knoppende vilde Rosentorn?
din fagre Pynt til Sanktehans:
de jomfruskjære Convallers Krands?
din Vildheds Ynde, din Eensomheds Pragt
dit Slør af Blaaklokker og Nyklebaand,
saa luftigt og fiint som Gevandt om en Aand
i bølgende Folder af Vinden lagt?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
