Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristiania, Epilog til Campbellerne eller den hjemkomne Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 155
Ak, du, min Yndlingsplets Natur!
fornem er bleven, fornem, men stur;
min Bakke en prægtig Haveterrasse,
hvor Zvibler, ei Blaaveis og Hvidveis, passe
hvor stolte Provenzrosers Overmagt
ifra dens Odel har Hybnen jagt;
min Skrænt paa fordumsdags Bellevy
en Slotsplads over en stigende By.
Har da, du viltre, utæmmelige
Natur, af Kunsten i Aaget bragt,
du glemt dit Lune, forødt din Magt?
Og er min Barndoms Kongerige
for stedse bleven ødelagt?
Min Throne selv, den stolte Steen,
mosfløjeldækt og hybenteltet,
hvorpaa jeg herskende fremtreen
blandt mine mylrende Nationer
af Humler og Papilioner,
selv den er bort fra Pletten væltet.
Og anlagt er i Stenens Plads
et Bed af Liljer og Hyacinter,
en Flor retsom af malet Glas,
indringet af en Marmorvinter:
af Kongeboligens lange Fløj,
af kolde skinnende Balustrader;
de kjække Styrtninger paa min Høj
omskabte er’ til en Trap af Qvader.
O har, Natur, du da, skjøndt skabt
af Steen og Muld, din Troskab tabt?
Kan dine Bakker og dine Dale
saa falskt som speilende Bølger male?
De Steder, vor Barndom elskte saa,
som Luftens spraglede Skyer forgaae?
mens, søde Plet, dit Billed, med
hver liden Blomme paa sit Sted,
mit Hjertes svage Fibrer fast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
