Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristiania, Epilog til Campbellerne eller den hjemkomne Søn - Kalmukkisk Klagesang ved den Wolgaiske Hordes Bortmarsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte 159
Hvi angre over min Moders Hytte,
som maatte væk med de andre flytte?
Lad ødelægges mit Fædrenehuus,
mit Hjem forsvinde, mit Hjerte knus,
naar kun mit elskede Fædrelands
Kristiania maa blomstre som frisken Krands.
KALMUKKISK KLAGESANG VED DEN WOL
GAISKE HORDES BORTMARSCH
Tidt naar Himlen straaler klarest
den af Skyer mørknes snarest,
saa man kunde fristes til
at forbande Skjebnens Spil.
Nu paa Bjergene de fagre
Skimler ville blive magre.
Og hvad vil Torgoten tro
vel om Os, som blev iro?
0 hvor vil paa Fjelde steile
Margen eders Hjorde feile!
Drager kun med Ønsket hen,
Os engang at see igjen!
O hvor ville ei de skjønne
Brune sig tildøde stønne?
Skjænker os dog Ønsket I,
engang Eet igjen at bli’e!
Den Torgotiske Kalmukhorde eller som Russerne kalde den, de Wolgaiske
Kalmukker, var den rigeste og mægtigste af de det Russiske Scepter underkastede
Kalmukstammer. Russiske Indgreb i deres og deres Chans Rettigheder vakte en
saadan Utilfredshed, at de i Vinteren 1770, henved 60,000 Telte stærke, vendte
tilbage over den tilfrosne Ural gjennem den Kirgisiske Steppe til Soougariet, hvor
de begave sig under Chinesisk Beskyttelse. (Klaproths Asiatisches Magazin.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
