Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristiania, Epilog til Campbellerne eller den hjemkomne Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 ftigie,
Afspeilet i duggfulde Primulablom
Theateret saae jeg alt førend det kom.
En stille Sommerqvel var det min Sorg
at opbygge Hansteens Uranienborg.
Og alt som Maane og Stjerner straalte
paa Våndet jeg skinnende Søiler maalte.
Min Skyld er ei, om de ei blev brugt
Man bygger altid i Luften smukt.
Men hvad jeg bygged for nær ei maatte
Stolt-Agershuus komme. Det var at spotte.
Langt derfra paa en aaben Plads
(saa let som Liljernes Stengler fremspringe)
jeg bød fremstaae et søilet Pallads
et Capitol for et Folk tilthinge.
Og Byens Grændser paa hver en Kant
jeg flytted ud indtil Elven randt
igjennem Midten, bedækket da
som Thems med Skibe, Gud veed hvorfra.
Saa drømte jeg ofte paa denne Plet,
ei voxen nok til at ordne det.
Det var min Kjærlighed kun for Byen,
som skabte frisktvæk for den af Skyen.
Og hvor den havde igjen en Hoben
hvidglindsende Villaer strøe’de den ud.
De syntes om Byen som paa en Brud
en Bord af Perler om grønne Kaaben.
— Hvi sværme da end for den vilde Eng
hvori jeg tumlede mig som en Dreng,
naar Manden seer den prægtige Flor
af Gader, som ud over Markerne groer?
Hvi sørge over den gamle Silje?
Rodhugget er ei hos Byens Mænd
det gamle Normannasind med den.
Det gik jo efter min egen Vilje?
Og hvad jeg drømte det tykkes nu
jo sprunget frem af mit eget Hu?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
