Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Over Otto G. D. Aubert (Lærer hos Kronprindsens Børn, Død i Neapel 29de Marts 1838)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digté 161
Digte 11.
Hil dig skjalderige Norge!
Jeg vil nederst Plads mig borge
paa din store Arnesteen.
Men, hvis du har bedre Skjalde
(blot der Ti ei gaa paa Een?)
lad dem Alle sammenkalde
nu der er saa god en Grund
til at bryde Laurens Lund,
til at bruge hele Læs
dunkle Myrther" og Cypres,
til at dynge dem i Saater
op saalangt som Digtet laater,
som det strækker sine Rækker
af forsvarligt Engegræs, —
til at komme med det hele
Apparat af Sydens Flor,
(godt især hvor Intet groer
af sig selv) til herligt Mæle
efter En, som der henfoer:
saa den ædleste Aubert
nyde kan den stolte Lykke,
at han faaer sligt Mindesmykke,
som kan passe Paul og Peer,
blot det og var disses Øde,
at de i Neapel døde.
Men Jeg kan ei tie stille,
naar saa hede Taarer trille.
Jeg maa hulke ud min Sorg.
Frændens — den er mindste Qvide,
dybere maa Vennens bide,
Normandens er største Sorg.
Jeg maa bande Dødens Magter,
sige Livet, jeg foragter
alt det Gods, det gi’er paa Borg.
Manddomsstyrke, Ungdomssommer
er et troløst Græs, der blommer;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
