Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poesier - XIII. Den Elsktes Slummer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
POESIER
xm.
DEN ELSKTES SLUMMER
Hun slumrer . . Tys! Hun slumrer.
Ei meer de bløde Fingre besvare mit Haandtryk.
Liig Qvisten, af hvide Roser for tung,
i yndig Skjødesløshed de hænge.
0 Den, der, let som Vinden,
det fine Rosenskjær turde kysse, som Hjertet
i hver en Fingerspids aander ud,
de balsamineklare og smekkre!
Mit Blod, hvi er du vildest
just nu, da ingen Synd er som den, at hun vaktes,
just nu, mens Evas yndigste Barn
tør frit omsværme i Paradiset?
Nu er paa Flugt i Himlen
den skjønne Sjel — Blot Englene ikke den fange!
Da blegned hun lidt efter lidt som Blad
paa Blad af Maanedsroserne falde.
Da Skjønheds egen Farve
blev Dødens Bleghed . . Yndige Død, jeg tilbad dig;
den graadige Grav jeg trygled; din Grav
blev, søde Rædsel, i mine Arme.
Lad Skjønhed blive jordet
hvor ei den kunde leve! 0 salige Elsker,
den lever, den aander jo ved din Barm!
Mit Hjerte vugger under dens Roser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
