Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Damen med Harpen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 217
Nu, Elskte, jeg vover det . . vover du ei?"
Da vaagned jeg som jeg begyndte min Vej,
ei angst, men forundret; thi Bølgen blev fast,
og Skummet, vi traadte paa, til Alabast.
Jeg vaagned. Igjennem det aabne Gardin
paa Atlaskesdamen faldt Fuldmaanens Skin.
Hun skinnede selv jo, det levende Liig!
En Fosforglands spredte fra Ansigtet sig.
Det lyste som dæmpede Lampes Krystal,
og Strengene straalte med Glands af Metal.
De Brabandterkniplingers florklare Spind
sig letted og sænkte som Dunet for Vind;
og Øjnene fyldtes med mørkeblaa Glands,
og Læben — o troer jeg, skjøndt vaagen, min Sands?
Hun sang, og hun Toner af Strengene fik,
vidunderligt tyste som Kildens Musik.
Min Harpe kun toner, af Geist gjennemstrømt
om hvad din Sofie langtborte har drømt.
Dig skal jeg, du Elsker! — saa lød det — hvergang
hun drømmer om Dig det fortælle i Sang.
Men tør jeg afbryde din Slummer med Sligt,
for Mennesker Drømme, for Aanderne Digt?"
Hver Nat, skjønne Dame! — jeg raabte — 0 du
af Kjærlighed død er, det ahner jeg nu."
Og siden, Sofie, i Damen jeg seer
vor fælleds Fortrolige, ræddes ei meer.
Om Morgnen en Krands Immorteller jeg hang
om Rammen, den matte og brustne, og sang:
Hvor herligt, at bryde de jordiske Baand!
faae Straaler for Been og for Støvet kun Aand!
Men ikke fordi jeg da sejle kan paa
de deilige Skyer gjennem Himmelens Blaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
