Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hungersnøden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte 229
speilte jer med samme Kulde
i dens Øjne taarefulde
som i Isens blanke Øde!
Gløde vilde I, og bløde
Strømme ned af himmelsk Smerte.
Ak, jeg tænker mig med Gru,
at du har et Rigmandshjerte,
skjønne Stjerne, siden du
kan saa smilende nedsee
hist hvor under Dalens Tåge,
jevnede med Bakkens Sne,
Folket jordet har sin Klage.
Hvo kan høre den? Og neppe
Nogen af de Andre troer,
Folkets Nød er fuldt saa stor.
Under Vintrens Dødningteppe
ned sig Hungeren har rodet,
forat myrde uforstyrret,
forat suge Hjerteblodet,
stille, langsomt, uden Vunder,
af de Arme ud derunder.
Bredt er Fjeldet, uden Sti;
Nabobygden faaer kun vide
Rædslen paa sin egen Side;
Vejen gaacr den Dal forbi;
glemt og ensom maa den lide.
Over den igjennem Ljaaren
seer det brustne Øje, hvor
som et Tagskjær Bræen groer,
forat styrte ned til, Vaaren.
Spar din Angst for dine Kjære,
Stakkel der paa Lejet! thi
inden da det ogsaa være
vil med alle dem forbi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
