Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Langeleiken, en Krands af Digtninger i Dølemaal - II. Devegge-Hodne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Langeleiken. 383
Dæ maa væra greskt Gull," tænkfen, aa kom saa aalende
sveit te Tjuvehaale sit før dæ tok te ljøsne.
Men Naatte fek eingaangen Slut;
daa saag’en se bedrigjen:
eit raumaala Hodn taa en Stut,
mæ Masseingring besligjin,
sto gapande paa has Bor;
daa banna’n fæle Or.
Men," tænkt’en, dæ dugar enddaa
te 01 at drikke utaa."
Saa tok’en ein Donk, aa slo ti;
men Tjuvgos drugar ikkji,
Te no kunn’en sligji ti,
men inkje faat te drikje.
Dæ rann som ein frusande Bæk
ti Hodnes Djupheit væk.
Dæ Farian va daa!" ’en skreik
aa blei saa darrande bleik.
Ja dæ va daa Fari-an!" sa’en; aa skull so sjaa n’i Hodne
kos dæ hadde se. Daa va dæ som Hodne hadde drigji se ut
rat n’i Midten paa Jore, aa som ’en skull set n’i ei Juv fuld taa
Eldslaaga mæ hoppande Nissar uti.
Gu’ gji e ælder hadde rørt dæ!" tænkt’en. „Detta Hodn vil
nok væra der dæ va."
Han Hodne saa tok i ein Fart,
aa bar dæ trast atende,
Men alt som ’en vandra, saa vart
dæ Hodne lettar i Hænde.
Men daa han dæ satte saa ne,
af Stærtøl rann dæ full;
dæ glema paany som Gull,
men Fingradn brændte han se.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
