Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Langeleiken, en Krands af Digtninger i Dølemaal - V. Ragne Hallingpiges Vise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402 Langeleiken
Farvel gamle Fjøset! Farvel alle Kjørene! Men pas Den,
som gjæter, at gaae omkring Myren!
Farvel Pellegjeden min! Farvel alle Faarene! Pas nøje at
kaue som Ragne kauede.
Da komme de — veed jeg — saasnart det lider til Aften,
som om de, liig Huldras, sprang frem af Bjerge og Steenheller.
Farvel Bjellekoen, Guldblomma og Maane. Nu raaber ikke
Ragne mere sit Kubaane!"
Men skulde jeg gaae før jeg havde kjertegnet Blomma ? Den
Stakkel forstaaer af min Stemme, at jeg sørger.
Hun tænker paa mig mere end Han og de Andre, som svore
at komme naar jeg skulde til at reise.
Nu kommer der jo Ingen? Men meest maa det nage, at Han
skal være en Bedrager som de Andre.
Og Ragne bøjer sit Ansigt mod Blomma," forat ikke Moder
skal see hvor Taarerne strømmede.
Hvor venlige Øjekast kan Blomma" sende! De synes at
spørge: hvad feiler der hende?
Hvor blanke som Speile ! Hvor store og sorte ! Hvor bundløs
en Kjærlighed de aabenbarte!
Der syntes at staae skrevet med Glands af en Stjerne : o kunde
jeg gjøre dig Glæde! hvor gjerne!
Der saa hun sig selv, og der bagom . . hvad seer hun? Nys
græd jo Ragne; nu leer hun i Barmen.
Der stod jo i Guldblommas Øje Endre bag Pigen, den Ene af
Alle, som hun ventede?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
