Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdersen Gudmund Johnsen Remmen til sin Kjereste Beritte Larsdatter Wangensteen ved sin Tilbagekomst fra Christiania i Januar 1843 - † Herman Ruge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 123
Naar guldgrønne Kaabe om Fjeldbirken bølger,
da gaacr du tilsæters, og efter jeg følger.
Der er det saa eensomt, saa eensomt og stille,
ja netop, min Berit, som Elskende ville.
Naar fjernt da du hører en Luur, som du kjender,
— min Brud! det er mig, som en Hilsen dig sender.
Naar Echoet døer under Hugakols Møning,
da kommer jeg selv over Sæterens Grønning.
Frygt ei det Gevær, som paa Skulderen hænger!
En Rose til dig frem af Løbet sig trænger.
Da, Berit, som nu af min Elskte omfavnet,
i glødende Kysse forglemmer jeg Savnet.
t
HERMAN RUGE,
EXPEDITIONSSEKRETÆR, RIDDER AF KONGELIG SVENSK NORDSTJERNEORDEN
(65V« Aar gl. Jordfæstet 28de August 1843.)
Mel. Af Dybsens Nød o. s. v. (Psalmeb. No. 268).
Bed Gud om en Retfærdigs Død!
O den dig bedre frommer,
end om dit Liv som Bækken flød
imellem Vaarens Blommer!
Bed om en Grav mens Du er rød,
om venlig Høst og Hvile sød
midt i din travle Sommer.
0 saa Du Ham, hvis Støv vi nu
i Gravens Dyb nedsænke,
Du vilde Døden uden Gru
som venlig Engel tænke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
