Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdersen Gudmund Johnsen Remmen til sin Kjereste Beritte Larsdatter Wangensteen ved sin Tilbagekomst fra Christiania i Januar 1843
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
VALDERSEN GUDMUND JOHNSEN REMMEN
TIL SIN KJERESTE BERITTE LARSDATTER
WANGENSTEEN
VED SIN TILBAGEKOMST FRA CHRISTIANIA I JANUAR 1843.
(Mel. Ifjor gjett’ ae Jeita ti djupaste Dalom.)
Her, Berit, min Berit, er Gudmund tilbage.
Nu døer i vort Favntag Adskillelsens Klage.
I prægtige Gader jeg monne omvanke;
men, Berit, min Berit, hos dig var min Tanke.
Jeg saae kun dit Hjem, min Lyksaligheds Bolig,
det Tag, som bedækker min Elskede trolig.
Gid Engle derover maae Vingerne spænde!"
Saa tænkte jeg- Gid de maae værne om Hende!"
Gid de maae Velsignelser ryste derover!
og liflige Drømme om mig naar hun sover!"
Vel tusinde Skjønheder saae jeg i Staden.
I Silke de braste forbi mig paa Gaden.
Men blindt var mit Øie for Frøknen og Fruen.
De syntes mod Berit som Kraaker mod Duen.
Saa strunke de vare, fornemme og fine,
de havde ei Roser saa friske som dine.
Mit Øie sig lukte, min Sjel var derhjemme.
Jeg kunde dens Flugt i min Længsel ei tæmme.
Jeg tænkte paa dig, paa vor Fryd naar jeg kommer,
og, Berit, jeg tænkte paa næste Skjærsommer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
