Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jødinden. Elleve blomstrende Tornekviste - VII. Drengen ved „Blåaporten“ - 2. Afreisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377Jødinden.
paa et saa haabløst Livs Bagteppe, som
er stedse for min Ungdom rullet ned.
. . O det var grusomt imod ham! Kanskee
var Hagbarth død i sin Elendighed,
hvis Gud ei havde os tilsammenført.
Jeg er da angerløs. Hvad siden hændte:
at vore Øine, som vi voxte til
de syv Aar, for hinanden aabnedes,
nødvendig Følge var af Sammentræffet.
Men at i samme Mon de luktes for
det Svælg, som Fædretro og Landslov har
befæstet mellem os, og hvorudover
troskyldig vi hinanden Haanden rakte, —
det er vor egen Skyld, og derfor straffe
vi nu os selv med et Farvel til Døden.
Faderen (kommer tilbage og omfavner Hanna.)
Min arme Datter! Tak for dette Offer!
Dets dyre Værd jeg kjender; thi det er
ei mindre end dit Hjerte og din Lykke.
Hanna.
Du veed . ?
Faderen.
Ja Alt! O det var heltemodigt!
Han afslog mine Tilbud. Reisefærdig
jeg traf ham tagende Farvel med Alt,
som maatte minde ham om disse Aar.
Han Pulten strøg, trak Stueuhret op
og vandede end eengang Vindvets Blomster.
Ak, naar jeg tænker paa hvad Elskov mægter,
men, vel at mærke, kun hos Mennesker,
som have Lidenskab ei Følelse, —
I kunde flygtet til Amerika,
hvor Intet eders Ægteskab kan hindre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
