Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.10
(thi den kan ei begribe; maa dog tænke,
og dier, naar den tænker, Udødelighedens Barm,
thi Aander kun ved Tænken voxe)
den slæbes ned i Afsinds Dybder
0 . . o af denne døde Damp,
der ægger op vort Skarpsind og beseirer,
til Intet splittes — ak den falder ned
som Dug, som Graad — en Aands Lyksalighed.
(Ohebiel nærmer sig)
Ohebiel.
Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg!
høje Abiriel, min Fryd!
Phun-Abiriel min Vemods Elskov!
Hvor uden rugende over dampende Kloder, for
Gud at belure — ja under Livets Undfangelse,
finder min Sorg dig Abiriel?
Phun-Abiriel (grublende)
Ha hvor er Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører
som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin.
Flux jeg skuer did, men
seer som forhen Intet.
Ak Intet uden Sporets dybe Hvirvel,
hvori til Afsind, uden at den drukner,
min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke
meer let end jeg, den, mørk som denne Klode,
synlig rulled frem, og
Jeg, som Gud, da skabte.
Ohebiel.
Phun-Abiriel, min Elskov din Grublen vil evig forfølge,
som Falden, der fordyber sig i Natten,
og, i sin Søgen efter tabte Guld,
gjennemborer selv Midnattens Hjerte, en neddalet Taage.
Ak, neppe-fødte Kloders Damp, er din syge Næring,
din Grublens Dug, saa vidt den groer i sin sorte Skygge.
De skjønne Verdner for Phuniel ere
kun sammenrullede Gaader.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
