Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15Skabelsen.
Pjalten jeg kasted’ som Ormen sin Ham, da
gjennem de trange Skyer : (min Vugges
Teppe, hvor mine Laster gjenklæbed’ som
Stanken) : jeg krøb som endeløs Slange
ind i den nye Evighed for at
leve af sorte Gaader - o Flint! min Tand springer - og
ikke som før af regnbumalt Drøm . . o sød, rosenblød I
Ohebiel.
End er du Barn blandt Aanderne
Vee, et sygt og klagende!
Phun-Abiriel.
Hvi seer jeg da ei min Fader?
Ohebiel.
Du seer Ham, men kjender Ham ikke,
for spæd til hans Almagt omfavne.
Phun-Abiriel.
O hiin Jord, min Legeplads,
jeg for en Evighed siden forlod.
Mindet, Gravens varigste
Blomst, hvis Blad er graadfulde
Hjerter, hvis Vellugt Berøm, er forlængst
uddød paa min Grav
Ohebiel
Phuniel — Taare rundt om Ringen glidende,
o hvileløs! Maal ikke Hvad vi vide
Uendeligt, som har Begyndelsen
: (Tilværelsen) : i Enden : (Gud) : fastsmeltet.
Vær glad, og troe, det er umuligt,
før, ved at læse i Guds Digt: Verden,
med Kjærligheds høje Lovsang — glad Hærold
for Hvad dit Skarpsindsøje fandt — du har
hver Tanke tydet. Ak Abiriels Kraft
vil vide uden at forstaae, endskjøndt
hver Viden først paa Ahnelsernes Vinge,
og saa paa Visheds Skulder hæves frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
