Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17Skabelsen.
Ohebiel.
Troe er da
vor Kundskabs Kjerne, og hver Aandskraft
kun det Erobrende for Troen. . .
Phun-Abiriel.
. . Til ingen Gaade — selv ei den, som er
i Græsstraa gjemt: om al Tilværelse,
og Gaaden: Gud, hvis Knude er mig Selv —
er meer tilbage.
Ohebiel.
Phuniel se,
en udbredt Evighed er den Valplads,
hvor Seiren vindes.
Phun-Abiriel.
Ha, saa lang,
at — o jeg troer det næsten — vi maae troe
og sukke: o umuligt!
Ohebiel.
Dog Messias
er som en Seierherre glad. O derfor
skal Haabet være Aanders Troe.
Phun-Abiriel.
Nu skulde — saa der ei var Strid
paa Afsinds Rand imellem mit Hjerte:
Udødeligheden, fuld af blomstrende Haab,
og Kundskab, min Hjerne, vissen af Tvivls Dunst
Alvidenhed være min Hjerne, Tanke mit Øje,
saa skarpt, at det kløvned’ disse Kloders Knuder.
Dog min Forstand kun faae Skridt lyser foran,
saa svagt som om en Taare var dens Blus.
Selv Phantasien, skjøndt den spænder
et Smiil som lettest Vinge : (skjøndt saa vid, at
en Salighed med alle sine Drømme,
end lettere og skjønnere end en Aand,
kun er dens Pynt, en Krands om Randen,
som Himlens Morgenskyer): daler mat,
Digterverker 11. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
