Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.20
Ohebiel.
O det forbyder
den Ret, som er til alle ligedeelt,
og adler Støv til Guddom, den: at stræbe,
igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder
med uafhængig Kraft, hvor bedst ham synes,
at ligne sit og Alles Udspring.
Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn
afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin
Characters Farveskjær. Vi ere Alle
Guds Børn, ifra den Førstefødte, som
engang i ældste Tid laae svøbt, men nu
og gjennem Evighed for sine Sødskend’
har Rang, fordi han bærer klarest alt
sin Faders Træk i moden Skjønhed,
til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset,
Cajahel dier übevidst i Græsset
uform’lig end og sløv, knap meer
end varmet Jordklump: saadan Skabning,
meer ulig Gud end timegammelt Foster sin Fader.
Sligt Dyr sin Faders Vuggegave kjender ei engang;
og Nogle see : (fra Mulden har jeg denne Erindring)
et Glimt som blinder Øiet, saa de heller
gjenlukke det for om Straalerne at drømme,
der viste deres Rigdom, og ior irit
det rene Lys, de saae, til Reg;nbusk.\æt
bag lukte Øje smelte. Aanderne
fuldt kjende deres Arverett at Hver,
ad selvbrudt Vei igjennem Evigjrøden,
skal uafhængig : (heraf SelvbevidstYved,
der paa en udspændt Rolighed
afmaler den Lyksalighed, der er
hans Hjertes eiendommelige Digt) :
frem mod sin Faders Guddom nærme sig.
Phun-Abiriel.
Glemsel, min Sjels Møl, blev hængende
under Obaddons Vinge; men Uvished,
Aandens evige Orm, fortærer mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
