Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21Skabelsen.
Ohebiel.
Kun svampig Gisning; men ei hærdet
Erfarings Dynge, Aandens Høide, hvorfra,
som fra sin Viisdoms Borg, han overspeider
selv Verdnerne i Evighedens Fjerne,
og fanger Gaaderne og lægger dem
til Borgens Stene, saa dens Ringe voxe
ud gjennem dette Alt og Kupplen hæver
sig gjennem Udødeligheds Himmel rødmende,
fortærer den.
Phun-Abiriel.
Og Vanvid — min Ohebiel,
saa troer jeg — taaler ei Uvisheds Kræft,
ifald det slaaer sin fulde Skjønhed ud,
med Luefarve, lummer Vellugtrøg.
Alviisdom eller Vanvid kun er fri
for denne Tand, som dybere sig roder
ind i min Kundskabsskat.
Ha, hvis jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap,
der rev mig hurtigt hen paa et vinget Smiil
til hvert et Maal, som jeg tænkte mig, og med
Triumphlatter rakte mig sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa. O snart
det skulde, i sin Flugt, mig til at troe,
at alle Syner, som os fløi forbi
(endskjøndt dets egen sorte Aande ikkun)
de sande Verdner vare, overtale.
Da sagde jeg, og det for mig var Sandhed,
saa længer ei paa Gisningers lette Broe
imellem Afsind og Viisdom jeg flagred:
at denne Verdnernes Uendlighed
et Væsens dræbte Krop — af Hvem da? — var
Blodsdraaber disse Kloder, denne Jord
en nys uddryppet Draabe, denne Skyring
hiin Draabes Damp, og alle Liv
kun Onne, som i levret Blodklump leve,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
