Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11.
MENNESKET
UN-ABIRIEL I MORGENDÆMRINGEN. MENNESKEPARRET ENDNU SLUMRENDE)
Phun-Abiriel.
Se Nattens Ahnelse om, at der er en Dag,
er denne søde Morgendæmring.
Saa lysner Phuniels Sjel, blot han tænker sig
(og nu han seer) en salig Skabning.
0, som om Himlen sine Øjebryn,
de seraphfarvede Morgenskyer
(Aanders Leje) letted’.
Drømmene vil den speide, som om Natten
i Stjernetræk krydsed’ den
vildt og sært igjennem.
Ha, denne Salige, som drømmer her
i Paradiset, Jordens Hjerte !
Som Barn ved Moders Barm han hænger,
og ødsler med dens Rigdom.
Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
som knæler ei som hans Slavinde.
Ak, arme Phuniel, Hvad ejer du?
Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted’:
for Denne her er Blomsten Stjerne.
Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
en Torden. Ha, han synes sig en Gud!
Vil du ei lette dine Øjebryn,
og see dig om, og tænke paa at nyde,
du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
som dig Cajahel giver, skjøn som Sandhed?
Og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
Og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
