Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 79
Dit Sprog er eens i alle Zoner,
faae Ord, men mange Toner.
Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
eet Sprog paa hele Jorderund;
men Dialecterne i hvert et Bryst
forskjelligt Echo giver for din Røst:
de sukke eens ei, naar du raaber: Vee!
og skralde eens ei, naar du raaber: le!
Se Qvindebarm, hvor bløde Nerver stimle
isammen, lyse Skyer liig til Himle,
skal blive Dig den bedste Høresal.
Men Tankens vil da blive Himlens Hal.
Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent
udbilder i den hvide Hjerne reent.
Du blæser fyrigt i min tunge Harpe.
Hvor Ettertankens Meisel grov for skarpe
og dybe, yndeløse Træk,
med bløde Pensel mildner du dem væk.
Men Begge vil vi trofast bilde ud
af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud.
Vær, Jord, mit Hjem; thi Phuniel
fra Himlen er landflygtig!
(Solen staaer op.)
Solen ud
sin Vellystaande hvifter over Jorden.
Hvor sødt for Manden (thi jeg seer hver Straale,
som gylden Pensel, Purpurskyer drage
som Slør om Menneskets favre Lemmer)
at gjennemglødes af saa milde Luer,
hver Morgen, til ny Livsdag, medens
de tause Nattens Drømme, naar de ville
sig snige ud i Luften eller og
i Haaret, mødes midt i Øret af
den kaade Fuglesang, saa hovedkulds
de styrtes ind igjen!
Han vaagner! Tys! Da var forsilde,
naar Adam med Bevisthed engang sansed’,
og saae sig Selv, slig Dverg, som nu han er,
alene inden Brystværn, Tindingskranken,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
