Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85Mennesket.
Abiriel er bleven Kryb:
jeg maa blive Stenen stum.
Endnu seer jeg ned paa dig,
endnu er jeg ikke falden.
Ak, Abiriel, saae du mig,
visnet i Udødeligheden,
taarebleg
i Aanders lyse Vrimmel,
kun beundre Ormeleeg
derneden,
kalde den en livfuld Himmel
— ak fordi jeg veed, jeg fandt
min Abiriel deriblandt:
, Ha, du sprængte Hjerneskallen,
kom tilbage stille, som
om du fra et Fængsel kom,
krum og bleg
som om du fra Sotseng steg.
Hil Abiriel,
Held Ohebiel,
hvis Du kom
stille, taus og bleg og from!
Kort blev Ormens Kroning:
evig vor Forsoning.
0, vi skulde Begge tye
under samme Vingelye.
O, vi skulde glemme,
at een Dag du ei var hjemme;
men forvildede dig bort;
kom dog hjem ad samme Port.
Turde da din Stolthed forskyde
Hvad min Ømhed turde byde?
Dristige Abiriel,
med Smiil, som røde Morgen,
af din Sjel jeg tvetted Sorgen.
Ha, da saae du i min Sjel,
at min Ømheds Ungdom falder
sammen med min Barnealder,
da ved Livsens Træets Rod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
