Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 95
Og seer Han tilbage til Støvet,
Han seer bag Løvet bedrøvet
den Qvindes Grav,
som Blomme var om hans Vandringsstav
(det Ormesvøb,
hvori han landflygtig fra Himlen løb)
Han seer den Grav,
som med Børnekinder
han vilde omvinde Rosenminder
(som rundt om Nathimmel Aftenrøde)
saa mørk og øde,
som Skjær i Hav.
Men hist, se, den sorte Qvinde
klemmer en sort Abiriel inde
i Barmens Hvælv,
saa buget ud som Natten selv:
Med Læbe, saa fuld
som Maanehjul,
og Tænder, der brænde i Nat og Blod,
som Stjerneflod,
belyser hun geile Abiriel,
som ødsler i Dyrebug sin Sjel!
Og se den Gule! og hist se en Rød!
0 Alle har Barmen saa hvalt og spændt!
0 Alle i Øjet har Bryllupsblus tændt,
og Bryndeglød og Livsdamp sød
og Nervespil
i Rosenbladharpe i Qvindeskjød,
som svarer i zittrende Triller til
Cajahels Tordenstød
igjennem Muskelskyen, som
har spunden sig høje Abiriel om;
og svarer som Tempelfløitesang
til Hjerteklokkens høje Klang,
Cajahel slaaer i Mandebarms Dom.
Ak Alle har en Abiriel funden!
Ak Alle ødsle ham bort i Lunden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
