Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.96
Han favner et Dyr (fordi i Form
det ligner ham Selv, som Orm en Orm)
og frem af det Favnetag
(som Skyer af Nat og Dag)
et Afkom mylrer, og ned sig roder
i Mulden: af Æten Enhver
dybere roder sig end sin Broder:
jo Yngre jo mere liig sin Moder.
Af gule Qvindemorgen
til gule Sorgen,
af hvide Qvindedag
til blege Nag,
af røde Qvindeqvel
til røde Skam,
af sorte Qvindenat
til sorte Hyl Abiriel
er bunden sløv og tam.
Slipper han engang, brister hans Leer,
(ak det voxer, som Skud fra Roden,
som vilde Hybenkrat ved Floden,
i Phuniel-æten frem i Tiden,
for hvergang en from og liden
Abiriel jeg gjenvunden seer
med Barnesmiil og Aandeskjær!)
. . . Slipper han engang, brister hans Leer
med aaben Skræk han i Himlen seer
at Han idrømme parred sig
med et Dyr ham Selv ei liig,
at Qvindeøiet (hans Himmel før)
var Ormeslør
at Qvindesmiil (hans Stjernehær)
ei meer er værd
end Fuglefjer og Puppeskjær:
saa mildt det hvifter
kun Slangeskjælglands om vilde Drifter,
at Qvindeskjød (hans Udødeligheds-Haab)
var Mulddynge kun, saa lunken og kaad,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
