Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103Mennesket.
at en Ohebiel end findes —
skal kaste Duft og Glands
(som Stenen staaer der kold og bleg,
naar Vedbendsløret og Hybenkrands
for Stormen veeg)
naar Aanden vil gribe den for at fylde
sit Hjertes Øde med Morgenrøde,
og Tanken, der reiser sig stjerneklar
og maanekold, om Hvad han var,
og skotter til Himlen i Taareglar,
bedrøvet hylle
i Tusmørkeliin,
hvor Kys er vævet, som Stjerner, ind,
Omfavnelser som Nordlys-par,
der ryster Duggen i Blomsterkar:
naar, i sin Drøm (paa Qvindebarm spunden)
Abiriel troer, i Nat og Jord
sit Selskab funden, sin Himmel gjenvunden :
naar, i et Øiebliks Fryd, han troer,
at Himlen med til hans Afgrund foer,
at Evigheden
sig sammenkrympet har i Eden,
at al hans Salighed
i Qvindeskjød er sjunken ned,
saa, uden med Sorg at blandes,
saa, uden med Kede at vandes,
han kan den nyde i et Drag,
saa han ei sidder bunden ene
med Been og Sene til Dyb og Stene,
forviist fra Himlen, men Engel fik
med Straalevinger i Qvindeblik,
i Qvindebarm to Himle hvalte,
med hver sin Verden, morgenmalte.
Ah, er ei Tvende nok: saa gjør
til Sole dem Begge i Stjerneslør,
saa hver en Flig af Qvindehud
en Verden bliver, og du dens Gud,
der har en Engel i Qvindens Øie
— ak Qvinden er din hele Verden! —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
