Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105Mennesket.
jo mindre seer du din Grav er huul,
som Himlen fuld.
Thi, vee, det Værste, Abiriel
opdage kan i Muld
— Det er dig Selv.
Spind rundt dig da, som en Edderkop,
saa du ei længes mere op,
og Frihed ei mindes,
imens du bindes . .
Spind om dig en Drøm, saa du kan glemme,
at du ei længere er derhjemme,
saa Hjerteknuden,
der binder Guden,
du føler, i din Slummer tam,
ei trang og stram.
Drøm, du er vorden
først fri og salig imellem Hjorden.
Thi her er Sandhed og Drøm saa lige,
at Begge tilsidst de det Samme sige:
saa prøvet, følehornet Tanke,
der lyster til Himlen (som klæbrig Snegl,
der lyster sig vugge paa Palme-seil)
i Dyb og Mose krøb, hvis ei
Indbildningskraften skjød en Ranke
(som Straaler mod Himlens blanke Speil)
med brede Blade-ving,
der Snegle-tanke i Blomsterring
fletter, og letter paa rette Vei.
Ihøiden det gaaer dog med Sneglen, om
end Ranken ei holder, hvad Roden lover;
men slynger sig løst, hvor det Vinden hover
saa Sneglen ei altid til Maalet kom;
thi kaade Ranke i Flugten vipper
sit glatte Blad saa det Sneglen slipper,
og flyver saa vidt og saa frit den vil
fra Egemuskel til Palmesmiil,
mens Sneglen dernede i Muld maa lære,
sit Følehorn under Mosen bære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
