Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.106
Ak drømte saa Abiriel,
og først i Graven saae sig Selv,
naar Baand og Rust
tilbage føg for Obaddons Pust!
Men du vil vækkes,
og see dig Selv, og til Vanvid skrækkes.
Se, naar med elskovsrøde Kind
(som udspændt Seil af Cajahels Vind,
der stiger fra Hjertet — o da saa stort,
som Østens vidtslagne Morgenport —
og jager mod Hjernen en sittrende Drøm
— som Samum, mod Himlen, af Støv en Strøm
men kaster til Lænden saa varm og mørk
en dalende, syngende Sky af Brynde,
— som surrende Græshoppehær, der gav
en Middagsstund Liv og Lyd til en Ørk,
liig Sukket, der flyer over Grav,
men paa den anden Gravens Side,
med Neslerøg blandet og Liljeduft,
maa henflyde taust i den tause Luft,
som Skum over Skjær ud i Hav maa glide)
. . . Se, naar med elskovsrøde Kind,
(den ydre, gyldne Ramme af
det Qvinde-ideal i Mandens Sind,
Ohebiel ham med fra Himlen gav)
som med en Morgensol han belyser
sin Qvindes nøgne Ynde
(Cajahels Latter bag Rosenslør tynde)
hvor Smiil er Maaner i Midnathaar;
og, naar om Qvindens Barm
(den tvespændte Karm,
hvorpaa gjennem Menneskeæten han skal
fare tilbage til Himlens Hal)
han blanke Muskler slaaer
(som hvide Jøkler om Dalens Vaar)
og seer — saa nær, at deres Læber
synes et Sommerfuglpar, der klæber
i Parring fast, og Mandens Bryn
beskygger Qvindens favre Syn —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
