Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135Mennesket
Adam.
Fortørner Jeg da Himlen, siden Solen
sig skjuler i sin mørke Galde? Ha
fordi jeg Løven slog, og gav den ei,
der saae min Sejer, af mit Bytte?
Eva.
Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver
Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen
de skjønneste Blomster ! Snart en Natravn skal
til Dig med deres Vellugt flyve!
Adam.
Se
Du store Sol, for mit og Qvindens Liv
jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve
og Slettens Tyr, liig en omstyrtet Nat!
Eva.
(har reist et Altar, hvorpaa hun hegger
Frugter og Blomster.)
Himmelske, hellige Maane! Du, som forsoner
selv Nattens Mørke med Dagens Lys,
saa Nattergalens Toner
besynge deres Fred,
mens Selv du, en Taare lignende,
vemodig feirer din Seir . .
. . Du i din Ensomhed Alt Velsignende,
o skulde Du ei røres ved
en Moders bange Gys?
Himmelens drømmende Smiil, du flygter? men skinner
dog sidst paa Altret, jeg her dig gav.
Se der en Mo’r du finder
iknæ, med Graad paa Kind!
Med Dugøine blege, smilende
Smaaeblommer see paa Dig;
klarere Øine har Barnet, hvilende
ved Moderbarm, naar Maanens Skin
har tørret Taaren af.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
