Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 169
Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde
de gamle Pjalter! Ah, mit Liig
imellem mine Børn! O, saae I mig,
en Lovsang vilde Eders Taarer bryde.
Ah, seer min Datter der mig i sin Graad?
Hun stirrer hen mod mig. . . Ak nei!
Da græd hun ei.
Jeg seer en Tanke dybt i deres Hjerter.
Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed
mig fryder i min Salighed)
som glindser paa min Baare,
er ei Blikket af en Smerte!
Ha, se! denne Søn, som slaaer
Graven fuld af Graad og Håar!
Hvert et Håar er udrakt Tunge,
hver en Taare Skeleblik
af hans Hjertes onde Raad.
Vee, hvis jeg ikke vidste vist,
Alle blev’ som Jeg tilsidst,
Kummer Himmelen da fik!
(En Komet ruger over Jorden. Uveir. Oversvømmelse. Mennesker forsamlede om et Altar paa et Bjerg.)
En Offerpræst.
Den sorte Røg af Synd og Suk,
af Avinds Aande, af Smaaebørns Blod
over Jorden ruger. Dog skjuler den ei.
Mennesker.
0, kunde den skjule, vi syndede meer!
Havet stiger, Jorden synker, Skyen er bleven Bølgens Skum.
En Offerpræst.
Os Ofrets Røgsky skjuler ei.
De store Guder paa Havets Skjold
løfte Jordens skjælvende Hoveder op
mod Hevnens det gloende, hængende Sværd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
