Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.170
Mennesker.
Vee, Dybet til Fodfæste, Lynet til Skjul!
Havet stiger, Jorden synker, Stjernerne i Dybet gaae!
En Offerpræst.
Vil Himlen atter parre sig
med Dybet? Stormfulde Skyer flye
lige geile, hylende Ugler . . o vee!
og Bjergene bøje som Qviste sig ned!
Se, Havet sig hæver til et bristende Æg!
(Et Bjerg gaacr under.)
Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker, Bjerget svømmer under Skye!
En Offerpræst.
Vee, at I, mens en Dag var klar,
ei Dybets Magter et Altar gav.
Thi Vreden slaaer ei ydmyge, graadblændte Blik,
men svulmende Nakke, letsindige Smiil.
Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker, hvor er Himmel, Jord? kun Dyb!
En Offerpræst.
Thi, see, ei eget Altar slaae
de vrede Guder, om Alt forgaaer.
Ene, midt i det endeløse Hav,
det kneise som et Minde over Livets Grav . .
vee, som et Minde, at paa Jorden dog var eet
fromt Hjerte: det, som reiste Alteret!
(Alteret skylles væk.)
Mennesker.
Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig,
Himlen Jordens eneste Gave, Altret, har forskudt. 0 Vee!
hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm!
Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod.
(De flye. En Moder taber sit Barn.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
