Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 179
ei lønnes og straffes af Sky og Ild og Muld;
men Aanden sin Ligevægt, Selvbevidsthed, faaer.
Med den mellem Himmel og Jord staaer han fast
og seer da en Syndflod, svulmende og fuld,
brusende ud,
naar Hjertet er brudt,
i Aandens Taarer: Vemod og Sorg.
Men, se — som Storm over Våndene jog,
og ned dem til Damp i Dybene slog —
saa reiser (thi Himlen har Seir og Kamp)
hans Kraft sig og aander Angrens Syndflod bort;
hans Liv blomstrer atter unge Dyder frem.
De klattre mod Himlen; han stiger med dem.
(En Mand omringet af sine Sønner.)
Manden.
Opreiser Eder, Sønner, under Spydet!
I, mine treti Arme, jer udbreder,
og sammendriver Folket ved mit Telt!
(De samle Folket.)
Manden.
(til Folket.)
I samled’ inden disse Bjerge sammen
jer Teltehob, at Alle om den Enkelte
et Hegn af Arme kunde flette, saa
han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov,
og for at vogte og at nyde sammen
jer Rigdom. Men, Hvo er i denne Hob,
der dreves sammen jo af Angest, for
at Hver kan finde Ly indunder disse
isammenstukne Hovder . . Hvo er som Hjertet,
det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten,
hvortil de Alle læne sig i Nøden?
Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste?
Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder?
Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner?
Hvo riig? Og dog var jeg end arm som I,
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
