Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.292
det
Oldingen.
Jeg lyder Loven.
Kongen.
Vrist Munden op, og put det ind.
(De gjøre saa. Han spytter det ud.)
Ha, hvad?
Til Pinebænken!
Oldingen.
Jeg er niti Aar;
vil ei med Synd min sidste Time smitte.
Thi, kunde jeg end undgaae Straf paa Jorden,
jeg kan dog død ei, eller levende,
undvige den Almægtiges.
(han pines)
Jeg døer —
Et herligt Styrkens Syn for Israel!
. . I unge Hjerter . . blegner ikke . . gaacr
til Jovah blussende for Loven . . som
. som jeg. (døer)
Kongen. (til Qvinden med Børnene)
Nu! lærte I af Bedstefa’er?
(det var en gammel trodsig Buk!) Herfrem
du Ældste da! Smag lidt paa dette Flesk!
Moderen.
At æde eller ikke æde Flesk,
er ikke vigtigt i sig selv.
Men den, som agter Loven i det Mindre,
kan endnu mindre ringeagte Kjernen.
Ak Børn, mon jeg bemærkte eller veed
hvorledes I fremvoxte i mit Liv?
Jeg gav jo ikke Aanden eller Livet?
Dog kom I frem af Fryd, og gaacr til Fryd.
Men, Den som gav jer Aand og Liv, han gav
ei saa, at usel Træl, en lav Forbryder,
som faaer den Lyst, kan plyndre det ifra jer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
