Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.346
blev Mandcns Alvor, naar tilsammen
vi om Frelsen talte.
Johannes.
Ak!
Jesus.
Dit Alvor undres ved at see mit
Aasyns aabne Fryd, da, sidst
vi tåltes, vore Hjerter luktes
krampefast ved Jordens Jammer,
og vore Suk tilbage deri
sank som lisdryp. Vee, at Du
forstaaer mig ei. Kan Seirens Fremglimt,
Helligaandens Straalekrands
fra Letsinds malte Dunsters Flugt ei
skilnes i det Aasyns Smiil,
du plejed selv, og saae fremblomstre?
Jeg til Ørknen vandred jo,
at ruste mig ved svundne Aldres
Viisdom ud til Frelsens Værk.
Tilbage skulde jeg til Livet
med dit Sorgblik gaae, Johannes,
hvis i min lange Eensomhed ei
Frelsens Tanke modnet var.
Men, se, mit Aasyn, sejerlyst, dens
modne Rødme er og Glands,
den blanke Salve, Gud mig salved
med, da Helligaanden sved
mdi mit Hjerte Frelsernavnet ;
ja i alle Jordens Sprog;
. Johannes!
Johannes, (knæler)
— O min Mester! Herre!
min Messias, mig tilgiv!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
