Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Messias. 533
Ja Judas selv er god; thi ei han vil
forraade meer sin Mester.
Jesus er god;
thi, se, at jeg kyssede ham, han tillod.
Rachel er god, som fik Lov dertil.
Og Israels Præster?
Af Alle ere De de Bedste:
de gjorde Alting jo saa godt;
og vied . . . Ha, hvo smiler haant?
Har Rachel denne Ære laant?
Fik jeg den ikke mod min Villie,
at være Jesu Gravhvælvs Lillie?
at favne første-sidste Gang
min Elskede paa Dødens Tillie,
i denne Klippe-urne trang?
Hvo smiler haant? Er Rachel end
den Døden værde Synderinde?
— Saalænge som hun er en Qvinde."
I svare, o I grumme Mænd.
Hvad! — Ha, I håane,
for mine Lokker graane ;
(dog ei af latterlig Respect
for eders Love, skrevne af
en Morder med en Lynildsstav
paa Steen . . jeg agter dem ei meer,
fordi jeg prøved deres Vægt.)
Men bølged sig, som før, mit Håar,
liig purpurbrune Frivil-ving
omkring en Roses Vaar,
om min ulykkelige Ynde:
da sang I, loggrende omkring:
Tilbedelse tør
vel kysse din Skjønhed, dit yderste Slør?
0 Engel, ihvad du saa gjør,
du kan aldrig synde!"
Nu — gjem da Haansmiil til dig Selv I
Jeg hvile skal i samme Hvælv,
som Jordens Frelser . , o saa nær,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
