Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.538
O, søde Kind — saa bleg du er,
bryd ei dig meer om Morgenskjær!
En fager Aftenglands du faaer
af dine Venners Fakkel;
en venlig Aftenstjerne Rachel
nedryster fra sit Øjenhaar.
Ak, som en stille Kilde klar,
vort Liv dog kunde, under
et Palme-par, henrundet!
Men dig til Ørknen Aanden bar;
mig Verden Hjertet sønderskar;
Du flygtede, at ei en Qvinde
(og denne Qvinde Rachel var)
med snevre Smiil dig skulde binde,
med milde, men med jordisk Øie
dig drage fra dit Maal, det høje,
ned til det stille, lave Hjemme.
Du iled forat Rachel glemme;
og fra sit hele Liv hun eier kun
af Skjønt, og dog i Vemod svøbt, et Minde
fra Bethlems Lund,
hvor bort han fløi — jeg stod tilbage,
hvor jeg har elsket, og har klaget ud.
Ak, kan jeg klage?
Du, stærke Helt, du lysted
jo hverken Moder eller Søster
— o eller Brud!
Men, stor, somom et Himmelhvælv
du engang havde diet,
troloved du en Verden — Ja,
det synes som Gud Fader selv
har Eder sammenviet.
Men Rachel sørged langtifra
i Skyggen af sin Jerijah.
Som Ranken (der sin friske Flugt
med Qval seer indelukt
bag gammel natmørk Muur)
saavidt den kan,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
