Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88 Digterverker.
Den strenge Herre, i den blinde Tanke,
at der han gjemte Skatte, har forlængst
paa Pinebænken spændt min gamle Fader.
Men med de blodige Fingre svoer han stedse,
at der kun fandtes gamle Mindesmærker.
Det var ei nok. Til ny Tortur ham sattes
den Tid, da Richard skulde reise. Da,
da gjælder Liv det — sagde Guvernøren —
om ei jeg sender Penge til Europa,
Nu skal han reise — og min Fader
Francis.
Sami!
Og min — han hader mig. Dog haab! Jeg vil
mig vride for ham som din pinte Fader.
Er der ei Had, men Guldbegjær, da Haab!
For lav er Gjerrighed til at bestige
vor Lykkes skjønne Himmel. Ene Hådet,
den Dæmon, kan det, Hevnen og Skinsygen,
det ving’de Slangepar, om ei, min Sami,
for Fædres Had og Andres Skjebner døve,
fastklemte i hinandens Fryd og Vee,
vi glemme hver Natur, kun ei den skjønne,
som spirer mellem os — hvis ei, da skal
vor unge Skjebne, som saa huld begynder,
uskyldig rives bort i Andres Synder.
Vi favnes, elskte Brud, paa Afgrundsranden,
og styrte, see vi did, ei paa hinanden.
(De skilles. Natten mørkner paa.)
ANDEN SCENE
(Samme Sted. Nat. Vakiti listende sig frem.)
Vakiti.
Her gjemme Natten mig som dyndgraa Slange,
af Gift igjennembølget, til Han kommer,
som vovede at gribe efter
min Elskov, Trseldoms ene Trøst og Glemsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
