Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 Digterverker.
FJERDE SCENE
(Skogegn. Vakiti hvilende under et Træ.)
Vakiti.
Jeg krøb paa Bugen — dog som Krokodilen
med lige Snude mod mit Maal. Og Tanke
bestandig svæved over mine Skridt
som Otterslangens Hoved oprakt følger
— mod Solens Straaler hvæssende sin Brodd
de seige Bølger som dens Legem skyder
igjennem en Kanal af raadnet Løv.
Snart er den Gamle her — da skal jeg stønne
indsamle Indiens Suk, og stønne ud.
Men Stønnet er kun Lyden af mit Skib,
der lander ved sin Kyst: ved Samis Barm
med hendes Faders Hemmelighed lastet.
Forskjellen mellem os er kun, at Han
gjør alt for Hindostan som jeg for Sami;
thi hun alene er mit Hindostan.
(Rajahen kommer)
Rajahen.
Den sidste Seir paa Jorden bliver Slavens,
saa vist som Guds Retfærdigheds i Himlen.
Men uden Søn den Sandhed blier en Løgn:
en værre end om ei blev Qvel paa Dag.
End er ei Kampen endt, men kun med Tab
for Begge djærvt begyndt. Kun jeg kan ende.
For denne Hemlighed, som ei maa døe
med mig, men hevne skal din krænkte Æt,
o Brahma! Brahma, giv igjen min Søn!
For Hindostan jeg have maa en Søn!
For Hindostan, hvem offret er min Ene!
Og har det ikke En igjen at give:
Ulykkeligste mellem dets Ulykkelige;
mest loggrende og mest forbittret;
en Sværmer, dog udhalende sin Kraft;
en Tiger, dog ei springende — som min
Forlorne — Gittret over for at myrde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
