Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Campbellerne. 59
Men Duggen mild ei smelte vil om Panden
den Sne, saa hvid. Det er min Vinterstid.
Med Hud og Håar retsnart forgaar nu Manden.
En Oldings Dag er tung, er tung, er tung.
Ak, Tid, da jeg var ung! o gyldne Dage,
I komme ei igjen, igjen, igjen!
Saa kold og haard min Hammer slaar og rammer
hver Kampesteen i Mulden, een for een,
skal Vandrers Fod (mit Kjød og Blod kan hænde)
gaa paa min lave Grav, min Grav, min Grav.
Da leer jeg kun deraf; thi under denne
jo kommer alt igjen, igjen, igjen.
Jomfrulig skjøn, skjøndt med en Søn, ja trende,
med Will og Bob, med Ben, den Rosenknop,
uskyldig som Gudsmoder from, jeg favner
igjen min kjære Viv, min Viv, min Viv.
Rind da du Smertens Liv! i Graven Alle
jeg finder jo igjen, igjen, igjen.
William.
(Har nærmet sig. Slaar John mildt paa Skulderen).
Gamle Mand, det er et tungt Arbeide, Du giver dig af med.
Gl. John.
Javist, Herre, tungt; dog ikke for tungt, naar man bare kan
skaffe Brød til Kone og ... og Børn, dersom jeg kunde sige
saa . .
William. (Heftig).
Kone? . . din Kone lever?
Gl. John.
Ja Gud være lovet!
William. (Forglemmende sig).
Gud være lovet! (Gl. John kaster et forundret Blik paa ham).
Gl. John.
Tak, Sir, for det. Fornemme Folk vise før Penge end Deel
tagelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
