Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.146
Dog nævnte Kongen intet om mit Offer,
men gribende mig under Hagen loe han
og sagde: Ditlev, dette glatte Aasyn
med fulde, vaade, hjortefromme Øje,
med brede Tænder, Oprigtighedens Skildter,
og hvor den lysebrune Bart kun er
Godmodighedens Tungsind over Verden,
Hig stumme Maanskin bedst vil tolke Freden.
Du fulgte maaske — dog jeg ei vil troe det —
halvtvungen mig til Flandern; nu jeg sender
til Danmark dig og did, kun bunden ved
din Troskab. Duen liig til Noahs Ark
jeg venter dig med Fredens Blad tilbage."
Junkeren.
Saavidt jeg veed blev tyende Duer borte?
Ridder Ditlev.
Ha, I er klog! Dog troer jeg det var Ravne.
Men som jeg valgtes for mit aabne Ydre,
saa vælger jeg jer til min Følgesvend
for jer Oprigtighed mod mig alene,
for dette glatte Aasyn, jeg opdager
bag eders Ansigts verdenskloge Furer,
og forat eders Ord, som Bølgens Surren
i Maaneskin — den Tale som forstaaes
saa godt af stemte Hjerter — bedre kan
forklare al den Fred og Venlighed,
som tyst skal skinne paa Gesandtens Pande.
Junkeren. (Af»)
Din Nar! din blanke Pande er det Seil,
som spændt skal drive frem min egen Snekke.
(Heit). Ja, Herre, Kongens Greb, da han jer tog,
og ikke en af Bærmen, som han elsker,
meer heldigt var end blindt Instinkt fortjener,
der Klogskabs Odd bag bløde Træk ei saae,
men greb den dog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
