Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hytten. 151
Men Ditlevs Daad var større. Han var Jyde,
en Knold nys sluppen fra Naturens Hjerte,
som Æblet falder ved sin Modenhed,
og han blev tro, og derfor blev han tro.
. . Du smiler Pomerinke? Veed du noget?
Rok ei min Tillid til Naturen. Den
er det, som gjør i Ditlev mig forelsket
— det vilde Træ, som bærer af sig selv
meer ædel Frugt end alle gamle Stammer —
saa, da jeg saae ham her paa Vejen rastløs
for sin ulykkelige Drot at hædre,
jeg tabte mig i Drømme om hvor sikkert,
som i demantne Strøm, Naturen lod
mig see min Sejer i hans aabne Blik,
og om hvor lidt jeg burde give tabt,
naar end en Ven som han var mig tilbage.
Liig Spiren, som Naturen Vintren over
i kjærlig Barm nedhaler, han alene
forjetter mig en Vaar, hvori omkring
mit Spir end Adlens friske Krands skal blomme
Junkeren.
Ja eders Majestæt just traf den Rette.
Kongen.
Alt længe ham jeg udsaae til det Ærind.
Han uforfalsket var; hans aabne Mine
just skikket til min rene Sag at tale.
Hvert Træk var noget, som jeg maatte elske.
Jeg lærte selv af Junkrens raske Gang,
at i Naturens Knolde Nidkjærhed
og Kraft maa søges som udi dens Dybder
de friske Kilder og den stærke Malm.
Hans Vaaben (hvis sligt Lapperi han elsker
af Ungdomslyst) maa med en Hjort forøges.
Thi fort han opad sprang, og, Hjorten liig
paa Punktet hvorfra den sin Vej kan see,
her standsed han og saae udover Havet,
som snart skal blive gode Ditlevs Bane.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
