Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Digterverker.
Jan van Huysum malte Adrians Blomster. Der flød aldrig et
herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller
maaskee heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev
hans Geni til det højeste. Han arbejdede med den unge me
dicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme Haand, som ved
Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes stundom
at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langt
fra at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik,
da han stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme,
begyndte han at indestænge sig, naar han arbejdede; han blev
menneskesky og melankolsk, men herligere i sine Arbejder end
nogensinde.
Man holdt disse Egenheder for Træk af en Originalitet, der
tilhørte hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare for
nuftige nok til at tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var
saa bizar, vilde han heller ikke male saa herlige Blomster
stykker eller være den han var.
Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og
gjorde Miner til hverandre, da den store Mester begravede
Blomsterne paa det omhyggeligste i viet Jord, da de vare vis
nede, og bad over dem.
Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin
Fader. Det var et af de Træk af hans Slethed, som lod
Adrians Forbandelse gaae i Opfyldelse. Thi Gud hører den
Døende; og Følelsen af at have begaaet en Forbrydelse og
Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens hemmelige
Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen, for
beredede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne,
der virkelig rammede Mesteren : Vanvid — som det hedte, over
sit Barns Slethed.
Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte
paa engang, naar han mumlede stille hen for sig: Benjamin!
Benjamin!" Det var i de tungeste Timer. Da lettede han sig
ved at pensle paa Rosenknoppen.
Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig
fuldkomment nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
