Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251Venetianerne.
FJERDE SCENE
(Mazoliero alene. Siden Carlo Carrara og Sekretæren).
Mazoliero
(griber det af Cenzia glemte Slør).
Du feiler, Dreng! Hvi gjør mig ellers dette,
og ei hiint, Slør saa blød og varm om Hjertet?
hvi finder jeg, saa kold fornuftig ellers,
vanvittig Glæde i at kysse det,
i stirrende dets Traade at forfølge,
mens dette der er mig saa ligegyldigt
som Edderkoppens Spindelvæv i Krogen?
Og hvorfor river jeg det ei isønder,
men kryster det til Hjertet, som om det
var Skyen, nedsendt af Barmhjertigheden,
hvorpaa endnu jeg kunde himmelfare?
Jeg stjæler det; det dække skal min Qval.
(Stikker Sløret til sig).
Naar jeg er død, det findes skal paa Brystet
med sveden Plet, hvor Hjertet det bedækked
Jeg ikke elske! Ve mig, at jeg kunde!
Othellos Lidenskab, som mættet Slange,
var sløv mod min, der stedse hungret har
og i sin Rasen Alt tilsidst fortæret.
Jeg var en tapper, hædret Officeer,
min Fødsels Ringhed dækket af min Kaarde,
en Folkets Yndling, med Bocconios,
Tribunens, blodbedækkede Erindring,
der ei forfærded mig, i ædel Klamp
om for Venedig være en Rienzi.
Jeg havde Venner, ædle som en Zeno,
som Annicelli sværmerske, hengivne;
og Livet nød jeg, uden Rigdom vel,
men sorgløst, muntert, som en Officeer,
der venter bedre Tider, og ei negtes
Kredit paa Kaarden til den næste Krig.
Da saae jeg Cenzia — og Alt hengav jeg.
Alt, Alt! Den brave Krigsmand blev en Nar
og Frihedsmanden, Vennen en Forræder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
